Henrik Ibsens skrifter

Dramaet «Catilina», det arbejde, hvormed
jeg betrådte forfatterbanen, er skrevet
i vinteren 1848–49, altså i mit 21de
år.

Jeg opholdt mig dengang i Grimstad,
hevist til ved egne kræfter at erhverve
mig det fornødne til livsophold og til
undervisning for at kunne gå op til
student-examen. Tiden var stærkt bevæget.
Februar-revolutionen, opstandene i Ungaren
og andetsteds, den slesvigske krig, – alt dette
greb mægtigt og modnende ind i min ud-
vikling, hvor ufærdig den end længe bag-
efter vedblev at være. Jeg skrev rungende
opmuntringsdigte til Magyarerne om, til
fromme for friheden og menneskeheden
at holde ud i den retfærdige kamp mod
«tyrannerne»; jeg skrev er række af 12 eller
20 sonetter til kong Oskar, nærmest, så-
vidt jeg husker, indeholdende en opfordring
om at sætte alle smålige hensyn tilside
og ufortøvet i spidsen for sin hær at rykke
brødrene til hjælp på {s}Slesvigs yderste
grænser. Da jeg nu , i modsætning til den-
gang, betvivler at mine vingede opråb ​
vilde i nogen væsentlig grad have st<...>
gavnet Magyarernes eller Skandinavernes
sag, så anser jeg det for heldigt at de for-
blev indenfor manuskriptets halv-private
område.. Afholde mig kunde jeg dog ikke
fra ved mere løftede anledninger at ud-
tale mig med i en med mine digtninger
overensstemmende passioneret retning, hvil-
ket imidlertid ikke, hverken fra venner eller
ikke-venner, indbragte mig andet end latter
og spot, – idet latter idet jeg af de første hilsedes
som en ufrivillig komiker , medens andre fandt
det i højeste måde påfaldende at et ungt men-
neske i min under{ <...> }ordnede stilling kunde give
sig af med at drøfte ting, som end ikke
de selv dristide sig til at have nogen me-
ning om. Jeg skylder sandheden at tilføje
at min optræden ved fors i forskellige for-
holde heller ikke brettigede til noget håb
om at samfundet i mig kunde påregne no-
gen tilvækst af borgerlige dyder, ligesom
jeg også ved epigrammer og karrikatur-
tegninger lagde mig ud med flere, som havde
fortjent det bedre af mig og hvis venskab
jeg igrunden satte pris på. Overhovedet, –
medens en stor tid stormede udenfor,
˹befandt˺ stod jeg ˹mig˺ på krigsfod med det lille sam-
fund, hvor jeg sad indeklemt af forholde
og omstændigheder.

Således var stillingen da jeg under for-
beredelserne til examen gennemgik Sallusts ​
«Catilina» samt Ciceros taler imod sidst-
nævnte. Jeg slugte disse skrifter og nogle
måneder efter var mit drama færdigt. Som
man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang
de to gamle romerske skribenters opfatning
af Catilinas karakter og handlemåde, og jeg
er endnu tilbøjelig til at tro at der dog må
have været adskilligt stort og betydeligt ved en
mand, med hvem ˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort nederst på siden. Siden tilføyelsestegn som viser hvor tilføyelsen skal inn mangler, er tilføyelsen plassert etter mønster av øvrige tekstkilder.]majoriteternes ufortrødne sagfører˺ frase ˹mesteren˺ mageren og vendekåben
Cicero ikke ˹fandt det hensigtsmæssigt˺ vovede at give sig ikast, forinden
der ikke længere var nogen fare forbunden
med angrebet. ˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort nederst på siden. «Der gives visst heller ikke mange» er tilføyd nedenfor den øvrige teksten. Teksten er transkribert i tråd med de grafiske markeringene i manuskriptet og etter mønster av førstetrykket (1875).] ˹Der gives visst heller ikke mange˺ ˹Og derhos har˺ {F}få ˹eller ingen˺ historiske personers ˹,˺ ˹hvis˺ eftermæle har været mere
udelukkende i modstandernes vold, end Catilinas.˺

Mit drama blev skrevet i nattetimerne.
Fra min gode og skikkelige principal måtte
jeg sågodtsom stjæle mig fritimer til at
studere, og fra disse stjålne fritimer stjal
jeg mig igen stunder til at digte. Derfor
Det blev således ikke synderlig andet end natten
at ty til. Jeg tror at dette er den ubevidste år-
sag til at næsten hele stykkets handling
foregår ved nattetid. En for omgivelserne
så uforståelig kendsgerning, som den, at jeg befatte-
de mig med at skrive skuespil måtte natur-
ligvis holdes hemmelig; men ganske uden
medvidere kan en tyveårig di{ k }gter ikke godt
forblive og jeg betroede derfor to jævnaldrende
venner, hvad der i stilhed beskæftigede mig.

Vi tre knyttede store forventninger til
«Catilina» da det var bleven færdigt. Først
og fremst skulde det nu renskrives for un-
der et opdigtet forfatternavn at indleveres
til theatret i Kristiania og derhos skulde
det offentliggøres gennem trykken. Den ene
af mine troende og trofaste påtog sig at levere
en smuk og tydelig renskrift at mit rå uret-
tede udkast, et hverv, hvilket han udførte
til den grad samvittighedsfuldt, at han end
ikke glemte en eneste af de utallige tan-
kestreger, som jeg i produktionens hede havde
anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke
i øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden
af mine venner, hvis navn jeg her nævner, da
han ikke mere er blandt de levende, student
daværende student, senere sagfører, Ole C. Schule-
rud, rejste med til Kr: med manuskriptet for
at indlevere Jeg husker endnu et af hans
breve, hvori ham melder mig at nu var
Catilina indleveret til theatret. At det vilde
blive antaget , derom kunde der naturligvis
ikke være nogen tvivl ; og ligesålidt kun-
de det betvivles at byens første boghandlere
med glæde vilde betale et klækkeligt honorar
for første oplag .

Efter en lang og spændende ventetid begyndte
imidlertid nogle vanskeligheder at vise sig.
Fra theaterdirektionen erholdt min ven stykket
tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså ​

bestemt afslag. Min ven gik nu med stykket
fra boghandler til boghandler; men samtlige
udtalte de sig i samme retning som theaterdirek-
tionen . Dette nedslog dog langtfra ikke hans
mod . Han tilskrev mig tvertimod at det just
var bedst således; jeg skulde selv optræde som
forlægger ; med de fornødne penge vilde han
forstrække mig; udbyttet skulde vi dele imod
at han besørgede alt forretningsmæssigt ved sagen
– undtagen korrekturlæsning, hvilken han
anså for overflødig, da renskriften var
så smuk og tydelig . I et senere brev ytrede
han at han med disse lovende fremtidsudsigter
for øje tænkte på at opgive sine studeringer
for helt og holdent at kunne hellige sig
for udgivelsen af mine værker; to eller
tre skuespil om året, mente han at jeg
med lethed kunne skrive, og efter en
løselig beregning havde han udfundet at vi
for overskuddet måtte om ikke <...> lang
tid kunne o<...> foretage en mellem os længe
aftalt eller omtalt rejse gennem Europa .

Min rejse indskrænkede sig imidlertid
foreløbig til Kristiania. Did kom jeg i begyn-
delsen af våren 1850 og kort iforvejen var
Catilina kommen i boghandelen. Den vakte
opsigt og interesse i studenterverdenen; men
kritiken dvælede nærmest ved de fejlfulde
vers og fandt forøvrigt bogen umoden; en
mere anerkendende dom udtaltes kun fra et ​
enkelt hold; men denne udtalelse kom ˹også˺
fra en mand, hvis anerkendelse altid har
været mig kær og vægtfuld, og hvem jeg
herigennem bringer min fornyede tak.
Solgt blev der nok ikke ret meget af det lille
oplag; min ven havde en del af exemplarerne
i sit værge, og jeg erindrer at en aften da
vor huslige fællesforfatning en aften optårnede
uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne
bunke trykte sager gjort til makulatur og
˹lykkelig afhændet˺ solgt til en høker. I de ˹nærmest på-˺følgende dage
savnede vi ingen af livets første fornøden-
heder. –

Under mit ophold i hjemmet i afvigte
sommer, og navnlig efter min tilbagekomst
hertil, trådte de skiftende billeder fra mit
forfatterlig klarere og skarpere frem for mig
end nogensinde før. Blandt andet tog jeg også
«Catilina» for mig. Bogens indhold i det en-
kelte havde jeg næsten glemt; men ved på-
ny at gennemlæse den fandt jeg at den inde-
holdt ikke så li{g}dt , som jeg endnu kunde ved-
kende mig, når man ser hen til at de{t}n er et
begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min
senere digtning har drejet sig, ˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort vertikalt i margen på [4]v. Tilføyelsen er plassert etter mønster av øvrige tekstkilder.]modsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighed,
menneskehedens t og individets tragedie og komedie på
engang, –˺ kommer allerede
her frem i tågede antydninger; og jeg fattede
derfor det forsæt som et slags jubilæums-skrift at
foranstalte e{t}n ny udgave, et forsæt, hvorpå hvortil
min forlægger med sædvanlig redebonhed gav
sin billigelse.

Men det gik naturligvis ikke an uden videre
at genoptrykke den gamle originaludgave; thi
denne er, som foran påpeget, intet andet end
et aftryk af mit ufærdige og urettede kon-
cept eller det allerførste rå udkast. Ved gen-
nemlæsningen erindrede jeg tydeligt hvad jeg
der havde foresvævet mig, og så tillige at
formen sågodtsom in{d}tetsteds afgav et fyldestgørende
udtryk for hvad jeg havde villet.

Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne
min ungdomsdigtning, således, som jeg tror at jeg
allerede dengang vilde kunne have gjort det,
såfremt tiden havde stået til min rådighed
og omstændighederne havde været mig gun-
stigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles
udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt;
bogen er forbleven den oprindelige, kun at
den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.

Med foranstående for øje, beder jeg, at den
må blive modtagen af mine venner i Skandi-
navien og andetsteds; jeg beder at de vil mod-
tage den som en hilsen fra mig ved afslutningen
af et tidsrum, der for mig har været vekselfuldt
og rigt på omskiftelser . Meget af hvad jeg for
25 år siden drømte om , er siden bleven virkelig-
gjort, om end ikke på den måde eller så snart,
som jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var
bedst for mig således; jeg ønsker ikke at noget
af det mellemliggende skulde have været u-
prøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede ​
som på en helhed, da gør jeg det med en
tak for alt og en tak til alle.